Hvad metafor er

Problemformulering som formål

Hvad er relationen mellem metafor og forståelse? Og hvad betyder metafor for kognitiv neurovidenskab?

Dette arbejdet undersøger hvordan og med hvilken funktion metaforer bruges for at skabe forståelse. Den teoretisk ramme vil primært diskuteres i reference til analyser om brugen af metafor i studiefeltet kognitiv neurovidenskab. Der vil lige ledes blive diskuteret konsekvenserne (muligheder og begrænsinger) ved brugen af metafor.

Metode og teori

Metoden for dette arbejde er en kulturvidenskabelig undersøgelse, med fokus på teoretisk analyse. Det teoretiske er antaget eklektisk. Dette giver en bred vifte af teoretiske perspektiv som samtidigt illustrerer de mange områder, hvor metaforteori og brugen af metafor, er nærværende. Det primære teoretiske perspektiv er dog med særligt fokus omkring lingvisten George Lakoff, hans arbejde og kollegaer. Derudover diskuteres opfattelser og teorier fra kognitiv neurovidenskab. Disse er behandlet overfladisk, til fordel for at skabe fokus og interesse for fremtide mere detaljeret forskning i emnet.

Historisk orientering

I nogle af de ældste fundne og bevarede skrifter finder vi brug af metafor. Eksempelvis i Vedaerne, historien om Gilgamesh (ca. 3000-2500 b.c.), Tao Te King, Odysséen, Iliaden, Dhammapada og Biblen udtrykkes der både enkle poetiske metafor men også konceptuelle metaforer som omfatter og repræsenterer en større kontekst; en person (Gilgamesh fra Gilgamesh, Jesus fra Biblen, Buddha fra Dhammapada) som et fænomen (lidelse, kærlighed, udødelighed, bevidsthed, forståelse); eller en historie (Illiaden) der kan repræsentere en virkelighed (Den Trojanske Krig). Helt tilbage i disse tekster, findes der metaforer for de konceptuelle forhold der opstår som følge af den menneskelige bevidsthed; at give mening til det vi oplever og tænker.

Referencen til guder kan i mange sammenhæng analyseres metaforisk. Særligt i de polyteistiske religioner repræsenterer guder forskellige områder fra menneskets liv. Det kan handle om noget abstrakt (Athene for kærlighed) eller konkret (Possidon for sikker søfart og fangst af fisk). Metafor kan og har som sådan været brugt for at skabe mening om noget umiddelbart ulogisk eller på anden måde uden tilfredsstillende forklaring [mening]. Ved at give noget en repræsentant (B) synes det lettere at forholde sig til og acceptere det i fokus (A). Gennem hele menneskets historie har denne umiddelbare repræsentation af et abstrakt attribut påført noget konkret, været tilstedeværende. Antikken forklarede eksempelvis solopgang (A) som en gudinde (B) der trak lyset tilbage over himmelen.

“It reflects the way antiquity saw the supernatural and natural as extremely closely intertwined. So dawn is continuously presented as a goodness. So what we would think of as simply the indifferent act of physical forces that cause the sun to rise, becomes an act of agency; a goodness who returns light to the world. Natural supernaturalism.” (Healy, 2010, tid: 5:30)

De seneste århundrede synes sådanne supernaturalistiske eller ligende mystiske metaforer at have aftaget i takt med videnskabssamfundets udvidelse, fordybede kundskaber og integrering i det generelle samfund. Dette er sandsynligvis fordi videnskab giver mere detaljeret viden som desuden forudsætter mere pålidelig forudseelse. De fænomener som vi længe har ladet været repræsenteret af guder og stillet ubesvarede spørgsmål til, har i accelererende hastighed blevet besvaret af naturvidenskab, som synes at give os mere detaljerede og pålidelige forklaringer og mulig forudseelse. Behovet for guder synes derfor ikke længere lige logisk som tidligere. Stadig er der dog stor interesse for supernaturalisme og mystik, hvilket er ganske forståeligt. End i dag er der meget vi ikke kan forklare tilfredsstillende i en dagsaktuel videnskabelig diskurs. Livets mening er et spørgsmål mennesker har svært ved at abstrahere. Lignende består bevidsthed som et mystisk og uundgåeligt fænomen. Selv om gudetro som forklaringsmodel i stor udstrækning er erstattet med moderne videnskab, består spørgsmålet end i dag.

Omkring starten af vesterlandsk tidsregning (plus minus 300 år) florerer antikkens Grækenland, hvor akademisk videnskab for alvor udvikles og påvirker menneskets viden om verden. Aristoteles var bland de første vi kender til at analysere og diskutere, hvad vi i vesterlandsk sproghistorie relaterer til begrebet metafor. ”Metaforen består i at give tingen et navn som tilhører noget andet. […] Metaforen er anvendelsen af et fremmed term overført til noget andet" (Halliwell, 1996, 1457b). Stadig i dag citeres Aristoteles (388 f.kr. – 322 f.kr.) for disse ord i værket Poetikken. Historisk opstår den analytiske diskussion om metaforer her hos Aristoteles, som et lingvistisk term og forhold. Det er først i de seneste århundrede at metafor er analyseret detaljeret, som noget udover den umiddelbare lingvistik – og i forlængelse er blevet et mere kontroversielt debatemne. I moderne tid er særligt afgørende for metafordiskursen: Nietzsche, Heidegger, Wittgenstein og senere Ricour, Black, Searle og Mac Cormac. Disse bliver ikke elaboreret i dette arbejde, men læseren skal dog vide at de har stor betydning for den diskussion som føres i dag og forudsætter de ideer og tanker som vi kan udvikle. En, af lignende status, som denne tekst har et direkte forhold til er lingvisten George Lakoff, som for de seneste tredive år har været særligt dominerende med formidling af kontroversielle bidrag til metaforteori. Han argumenterer primært hvordan metaforer påvirker vores hverdag og hvordan metafor relaterer til neurologiske netværk.

Som med meget andet indenfor akademisk videnskab, er der stor diskussion om præcist hvadmetafor er og hvordan det bruges. Videnskabelig differentieringen af lingvistisk metafor i skrift og simple ord er dog til stor del blevet diskuteret og dækket. Den voksende kognitive metaforteori tager delvist udgangspunkt fra nogle af disse, da den sproglige grund hvorfra videnskab kommunikerer er uundgåelig. Men primært fokuserer kognitiv metaforteori på det fænomenologiske ved sprog, tanker og oplevelse og deres relation til kognitiv neurovidenskab.

Kontekst for dette arbejde

Som det tydligt fremkommer for enhver der har en eksistentiel oplevelse af at leve, er tanker og sprog en nødvendighed for en sådan oplevelse. De kognitive neuroforskere Allen og Bekoff (2007) skriver at ”some twentieth-century philosophers, [...], have turned epistemological reliance upon language as an indicator of consciousness into an ontological point about the essential involvement of linguistic processing in human consciousness".

Sprog kan defineres som udbyttet af komplekse kropslige udtryk samt talt eller skrevet kommunikation mellem mennesker. Det er sprog der gør det muligt for børn at vokse op og indgå som individer i et samfund og for at senere kunne vidergive deres erfaringer til kommende generationer. I udvikling af menneskelig kultur forandres og udvikles sprog efter behov og miljø. Mennesker adapterer tidligere eller andre sprog og tilpasser dem ved nye behov. Sprog, som uovertruffen kompleks kommunikation, gør mennesket unikt. Det er også tydeligt at denne overførelse af viden via sprog påvirker oplevelsen af at eksistere. Hvordan vi bruger og udvikler sprog, er dermed også afgørende for vores udvikling, forståelse og oplevelse af verden.

Dette er centralt i konceptuel metaforteori; sprog påvirker vores oplevelse, reaktion og forståelse af verden. Konceptuel metaforteori analyserer hvordan vi bruger koncepter fra visse områder til at skabe mening via andre. George Lakoff (1993) skriver at ”the locus of metaphor is […] in the way we conceptualize one mental domain in terms of another. The general theory of metaphor is given by characterizing such cross-domain mappings. And in the process, everyday abstract concepts like time, states, change, causation and purpose also turns out to be metaphorical”.

Konceptuelle metaforer kan være mere eller mindre bevidste, med fordele og ulemper. I udviklingen af videnskab er fagsprog særligt afgørende for at dele viden effektivt, forstå hvad der allerede er tænkt og for at udvikle ny forståelse. Når videnskab møder nye fænomener eller situationer, kan der opstå akutte behov for at forklare via sprog. I sådanne situationer bruges der intuitivt sprog og udtryk fra tidligere viden, typisk fra noget med en struktur der er genkendelig og minder om den pågældende, men dog ikke er det samme [fornote 1]. Dette gør vi ofte med hjælp af konceptuel metafor. Nogle gange sker dette med stor succes, andre gange gør det ikke.

For kognitiv neurovidenskab med dets ualmindeligt mange definitionsretninger for bevidsthed, er det derfor ikke kun interessant men også afgørende at analysere og forstå hvordan det er og hvilken betydning dets fagsprog har – for videnskaben selv, såvel som videnskabens funktion i det almene samfund. Det er vigtigt at forstå fagsproget der bruges til at studere og forklare ”bevidsthed”, før en fast definition på bevidsthed overhovedet skal kunne anerkendes.

Kognitiv Neurovidenskab

I dag er ”bevidsthed” stadig diskuteret mere i logisk filosofi end i empirisk naturvidenskab. Dette er primært fordi begrebet stadig ikke har en begrænset definition, hvilket gør det svært at lave specificerede, naturvidenskabelige effektive empiriske undersøgelser. Trods dette er interesse og forskning i relation til bevidsthed steget i takt med udviklingen af moderne neurovidenskab, hvorfor det synes vigtigt at bevare en fokus på den fortsatte definitionsproblematik. Redaktørerne til The Blackwel Companion to Consciousness, Susan Schneider og Max Velmans, skriver i 2007 at ”over the last 15 years or so, many scholars have developed an intense interest in consciousness” og fortsætter med at konstatere at ”over the brief period of its [consciousnessstudies] existence, this field has become extensive. For example, as we write this introduction, a Google Scholar search yields over 600,000 books and articles with “consciousness” in the title!”

For at opnå validitet i arbejdet er naturvidenskabelige forskere tvunget til at antage etablerede retninger med tydelige definitioner af ”bevidsthed” eller tydligt definere fænomenet selv – uanset hvilket, så har valget af definitioner konsekvenser for udviklingen af forståelser om bevidsthed.

Den simple forklaring for interessen at forklare bevidsthed naturvidenskabeligt, er idéen om at en sådan ”opdagelse” ville udvikle eller kunne forklare mange spørgsmål, ikke kun om hjernen, men om menneskets liv og eksistens. Søgen efter at forklare bevidsthed med naturvidenskab kan sammenlignes med forskning som prøver at forklare kærlighed med at relatere det til hormonet oxytocin [fodnote 2]. Den generelle teori er, at i de fleste af de ”sindstilstande” vi relaterer til kærlighed, er hormonet oxytocin aktivt i kroppen. Hvad ville ske hvis vi kunne finde et enkelt lignende molekyle som forklarer bevidsthed? Det er en spændende tanke. Men en sådan jagt fremstår også illusorisk, som en ”magisk løsning” og er naiv på samme måde som at græsset er altid grønnere på den anden side. Ikke fordi det ikke er muligt at forklare kærlighed med oxytocin eller bevidsthed med et særligt molekyle, men fordi at en sådan forklaring ville være utilstrækkelig for de fleste mennekser – i dag – og mens det vil besvare nogle spørgsmål, vil det sandsynligvis præsentere en mængde nye endnu mere problematiske.

I relation til dette, er mange naturvidenskabelige forskere dog stadig interesserede i at studerebevidsthed som fysiologisk fænomen. Dette interesse skaber dog kun endnu større behov for diskussioner om bevidsthed fra studier som ikke er naturvidenskablige; fortrinsvis filosofi (for logisk diskussion), filologi og lingvistik (for sproglig orientering) samt fra kulturvidenskab (for helhedsforståelse og emnet i forhold til populærsamfundet). Begrebet er stadig for ustabilt for naturvidenskab til at udelukke filosofiske og sproglige diskussioner.

Studiet som forsøger at opnå denne relation mellem det naturvidenskabelige og filosofiske og som fokuserer på forholdet mellem bevidsthed og hjerne kaldes kognitiv neurovidenskab. Neurovidenskaben er naturvidenskabeligt struktureret og studerer hjernens fysiske struktur og system. Det handler eksempelvis om hvordan perception fra øjnene (eller andet sanseorgan) modtages og behandles af hjernen og manifesteres i eller påvirker resten af kroppen. Herved forsøger neurovidenskaben frem for alt at analysere disse processer og kategorisere hjernens strukturelle formning i forhold til dens intrinsiske natur og påvirkning af det omgivende miljø. Via videnskaben om sådan neurologisk process, forholder kognitionsvidenskab sig til det vi kalder tanker; et individs oplevelse af og formåen at lære samt reagere på perceptioner som vedkomne påvirkes af. Traditionelt har kognitionsvidenskaben brugt teorier fra psykologi, lingvistik, filosofi samt fra udviklingen af computational teori. Mens neurovidenskaben bør begrænse sig til definerede fysiske detaljer for objektivt anerkendte koncepter, gives kognitionsvidenskaben som et tværvidenskabeligt studie, mulighed for mere dynamiske analyser om den virkelighed som mennesker skaber for sig selv og lever i.

Trods neurovidenskabens stigende muligheder (fra teknologisk udvikling) for detaljeret forskning, er relationen mellem hjerne og bevidsthed stadig et kompleks begreb. I forholdet mellem hjerne og bevidsthed opstår en diskussion hvor det ene fremstår for os konkret [hjernen] og det andet abstrakt [bevidsthed]. Deraf eksisterer behovet for en bred samling af analyser fra forskellige områder. Da kognitiv neurovidenskab – i ca år 1980 opstår som selvstændigt studie, og – er et tværvidenskabeligt studie [fodnote 3], muliggør det just sådanne dynamiske tolkninger.

Koncept

Før noget andet, er det vigtigt at danne et indtryk af begrebet koncept, sådan som det forstås i denne tekst. Den etymologiske rod af koncept er fra latinske con ’med’ og capare ’tage’. Historisk er det blevet brugt som begrebet for en abstrakt ide, hvor distinkte tanker i deres forenede kombination skaber en samlet forståelse. Koncept er den mentale helhed eller summen af flere ordnede tanker. Det er den samlede kategoriseringen af forskellige perceptioner. Telefon kan eksempelvis genkendes ved funktionen at sende og modtage lyd fra et objekt til andet, eller mere moderne ved et specifikt udseende objekt med nummererede knapper og en digital billedskærm; væske genkendes ved en flydende masse og sten ved en fast masse, eller ved de molekylære bestandsdele de består af. Farvekan opfattes konceptuelt som et begreb som repræsenterer oplevelsen af et visuelt indtryk med en særlig karakteristisk lighed, eller natuvidenskabeligt som: elektromagnetisk radiation karakteriseret ved frekvenser af svingninger fra lys der reflekterer et objekt mod et individs retina som sender signalet videre i hjernen. Disse er umiddelbart letforståelige. Men et koncept kan forståes som endnu mere komplekst. Vi har konceptet spise, som består af den handling hvorved der føres mad ind i munden, tygges og sluges. Dette nærmer sig diskursiv forståelse (relationen mellem koncepter), hvorspise er tæt relateret til – hvis ikke overordnet – konceptet fordøjelse. Vi har konceptet arbejde som består af en aktivitet involverende fysisk eller psykisk indsats målrettet et resultat; hvortil løn ofte medfølger, som et konceptom at modtage belønning for en speciel indsats.

Koncept er alt der kategorisk implicerer tanker udover det umiddelbare sensoriske indtryk (og uden nogen klar definitionsgrænse er diskurs opfattelsen om komplekse forbindelser mellem koncepter). Koncept er den strukturerede forståelse (uanset om det for individet er bevidst eller ubevidst) om noget, både når konceptet repræsenterer noget fysisk, abstrakt eller begge dele.

Koncepter kategoriserer vores samlede oplevelse og verdensforståelse og styrer strukturen i vores daglige liv. Det kan forstås som hjernens formåen at simplificere perceptioner og oplevelser og muliggøre nødvendige eller intentionelle handlinger med kompleks sammenhæng. I denne mening, er det få koncepter vi til daglig er bevidste om. Koncepter, når de er indlært, automatiseres, så vi ikke skal tænkte over de implicerede relationer for konceptet og i stedet med effektivitet, kan udføre en handling og vide med stor sikkerhed hvad udfaldet er.

Men hvordan sker foreningen af separate tanker og oplevelser som et koncept? Neurologisk kan det forståes som forskellige perceptioner, der gentagende gange stimulerer hjernens neuroner, således at der skabes mere direkte forbindelse (forståelse) mellem ben og bevægelse (gang) eller frugt og mund (mad). Det kunne også være forbindelsen mellem mørke og en ubehagelig oplevelse, eller en særlig duft som relateres til en elsket ven og genererer en behagelig oplevelse. Indenfor neurovidenskaben omtales dette som: neurons that fires together, wires together [fodnote 4]. Det betyder at des oftere neuroner er aktive samtidigt, des tættere er de forbundet. På samme måde manifesteres og forenes komplekse menneskelige koncepter i hjernen med hjælp af sprog.

Kommunikation er noget af det mest naturlige i forholdet mellem levende væsner. For menneskelig kommunikation er sprog noget af det mest fundamentale system. Og det er via sprog at foreningen af komplekse koncepter er mulig. Sprog er manifestation og formidling af tanker hos individer; tanker som er fundamentale for oplevelsen af selvreflekteret eksistens. I relation til sprog som et grundlæggende vilkår, forklarer Lakoff & Johnson (1980) metafor som værende en lige så fundamental del af kognitive funktioner:

”Metaphor is for most people a device of the poetic imagination and the rhetorical flourish—a matter of extraordinary rather than ordinary language. Moreover, metaphor is typically viewed as characteristic of language alone, a matter of words rather than thought or action. For this reason, most people think they can get along perfectly well without metaphor. We have found, on the contrary, that metaphor is pervasive in everyday life, not just in language but in thought and action. Our ordinary conceptual system, in terms of which we both think and act, is fundamentally metaphorical in nature”.

Hvad metafor er

Livet er en rejse. Tid er penge. Få vil modargumentere at dette generelt er hvad der forstås ved konceptet ”metaforer”. En metafor er alment kendt som et der karakteriseres af noget andet.Livet (A) kan sammenliges med rejse (B). En sådan konventionel opfattelse af metafor kan derved beskrives med tesen: det eksemplet er om (A) og de attributter (B) vi giver det eksemplet er om (A). I metaforteori kaldes disse elementer generelt for target domain (A) og source domain (B) [fodnote 5].

Metafor har dog været diskuteret i mange forbindelser som adskiller sig mere eller mindre fra ovenforstående. Nogle teorier er særligt interesserede i forlænget metafor [fodnote 6], andre i død metafor [fodnote 7], blandet metafor [fodnote 8] eller gemt metafor [fodnote 9] mens nogle argumenterer at alt er metafor [fodnote 10] og atter nogle at metafor ingen særlig mening har [fodnote 11].

Den grundlæggende idé og struktur af metafor er dog oftest den samme: at karakterisere forskellige entiteter som ikke umiddelbart logisk passer sammen, hvorved der skabes ny forståelse. Eller som Lakoff gengiver klassisk metafordefinition: ”the word ‘metaphor’ was defined as a novel or poetic linguistic expression where one or more words for a concept are used outside of their normal conventional meaning to express a ”similar” concept” [fodnote 12].

Metafor stammer fra græsk meta + phererin som mest almindeligt er oversat til ’over’ + ’føre’. Således fremstår en mulig etymologisk denotation af metafor – for dansk – til overføre. Metafor bør dog i dette arbejde betragtes som mere end simpel overføring mellem ord. Metafor forstås her, som kompleks fortolkning og komposition af perceptioner og tanker; som en måde at skabe forståelse på. Ved hjælp af oplevelse, kundskab og viden forbindes umiddelbare forskelligheder med hinanden, for at skabe konceptuel mening.

Ting vi ikke forstår, finder vi forklaringer til fra det vi allerede ved og forstår. Med sproget skaber vi nye betydninger og meninger i mangel på bedre. Med sprogs mulighed for kompleks kommunikation og meningsskabelse overføres betydning konstant. Fænomener vi ikke kan forklare tilfredsstillende, gives mening fra hvad vi allerede forstår og har etablerede koncepter om [fodnote 13]. Hvis vi accepterer den etymologiske oversættelse af metafor til overførelse, kunne et kognitionsteoretisk perspektiv herved være at bevidstheder formåenheden at overføre oplevelser til koncepter.

Hvad metaforen gør og kan

Forskning om metaforer har været diskuteret i mange forbindelser. Historisk har brugen af metafor i litteratur og retorik været mest dominerende, mens kognitiv metaforteori først har vokset væsentligt det seneste århundrede – bland andet i relation til filosofisk fænomenologi og ca fra år 1950 med udviklingen af kognitions- og neurovidenskab. Mest anmærkningsværd ved metaforer er dog at de ”rummer” hinanden. Deres logik er just at forbinde forskellige ting med hinanden, hvorved en ny og udvidet forståelse opstår. De to separate koncepter bruges metaforisk med hinanden og skaber en ny samlet mening. De pålægges herefter både hver for sig og sammen. I en lignende strukturer forbindes hjernens neuroner konstant med hinanden; des flere neuroner der kommunikerer, des større mulighed skabes for kompleks forståelse. Det svarer til at to separate store veje forbindes via en ny mindre vej; og at en tredje stor vej forbindes via en ny mindre vej til den anden store vej. Pludselig er der et netværk af forbindelser mellem de store veje – ikke kun mellem vej 1 og 2, men mellem 1, 2 og tre. Måske er der senere behov for en hurtige rute fra vej 1 til 3 og en bro bygges, således at vej 2 ikke behøver krydses direkte. På lignende måde bygger hjernen forbindelser mellem neuroner; ligesom sprog og metaforer forbinder koncepter.

Metafor skaber ny forståelse som påvirker vores opfattelse af verden. Hvor der før var mindre eller ikke var nogen forbindelse, opstår der med metaforen ny forbindelse, ligesom når den lille vej forbindes med to store eller ligesom du der har læst denne netværksmetafor nu har en ny og simpel forståelse for hvordan neuroner virker. Men en forståelse eller metafor kan også blive så integreret, at vi ikke længere er bevidst om den; at vi har svært ved at forstå de implicitte mekanismer som styrer strukturen. Det samme er sig gældende for neuroner. Des tættere de er forbundne, desto sværere er de at skille ad. Eksempelvis: at skille sig af med et misbrug kræver ikke kun at der erkendes og defineres et problem, men det kæver også ihærdig disciplin at modstå de intuitive behov og impulser som opretholder ”misbruget”. På samme måde kan en konceptuel metafor blive så integreret, at det er svært ved at skille sig af med eller forandre den.

Brugen af og viden om konceptuel metafor kan skabe verdensforståelse, flytte opmærksomhed i ny retning, løse kontroversielle og udfordrende problemer og give mening til det meningsløse. Men de kan også låse, bagbinde og manipulere os. Metafor er forholdet mellem hjerne og bevidsthed: det er selve processen at skabe forståelse; at tænke. Lakoff (1993, s. 249) skriver: ”The contemporary theory of metaphor is thus not only interesting for its own sake. It is especially interesting for the challenge it presents to other disciplinces. If the results of the contemporary theory is accepted, the defining assumptions of whole disciplines are brought into question.”

Hvorfor det er værdigfuldt at studere metafor

”The question that guided most of the scholars concerned about metaphors in science was: What role do metaphors play in science? Are they dangerous errors which divert from scientific truth, as has been argued by Aristotle or Locke? Or are they useful as heuristic tools in generating scientific questions, but also dangerous traps and obstacles which can lead to initial progress but later stagnation in science, which was Kuhn’s argument in his theory of scientific revolutions (1967), where metaphors are an important part of scientific paradigms. Or are metaphors unavoidable in science, as various scholars (Brown 2003, Lakoff & Johnson 1999,

Machamer 2000) claim? And if so, can science be truthful at all?" (Goschler, 2007, s. 9).

Goschler præsenterer her spørgsmålet om hvilken rolle metafor har i videnskab. Samtidigt konstaterer hun, med finesse, de problemer og svar som andre har beskæftiget sig med. Der er mange teorier om ”metafor”. Nogle er mere og andre mindre accepterede. Det afhænger helt af den der analyserer. At der er et fænomen vi kalder metafor, er der dog generel enighed om. Det er værdigfuldt at studere metafor, fordi fænomenet lader til at være uundgåelig, og hvis ikke, så har det endnu i dag en så stor påvirkning af vores liv, at det ikke er et fænomen der bør tages for givet. Der er dog nogle opfattelser der går i gen og synes at være karakteristiske for den generelle opfattelse af metafor.

Metafor formidler en bemærkelsesværdig lighed mellem umiddelbart forskellige entiteter. Denne proces af information transformerer forståelsen fra et til noget andet. På den måde genereres en association der muliggør ny og mere kompleks mening. Relationen åbner også for mulige konnotationer, sådan at meningsskabelse bliver kontinuerlig. Det er ikke nødvendigvis kun target domain (A) vi lærer noget nyt om. Der skabes også mulighed for ny forståelse af source domain (B) [fodnote 14]. I og med at de relateres til hinanden, påvirker de hinanden samt vores brug of forståelse af begge. Meningsskabelsen går i flere retninger. Des flere veje du kender, des flere muligheder har du. Vi fører forståelser fra velkendte områder til andre og nye sammenhæng. Med metafor lærer vi at opdage og forstå hvordan noget er eller hvordan noget relaterer eller passer sammen med noget andet. Metafor genererer dermed også ofte forståelse og muligheder udover ”aha-øjeblikket”. Hvis de en gang er blevet skabt, vil der altid være forbindelse mellem dem. De genbruges til at skabe nye netværk. Metafor er ikke noget der blot opstår, men noget der forudsættes af noget andet. Og des oftere en forbindelse skabes, des mere integreret bliver den. Forestil dig følgende scenarie:

Første gang en rute bruges sker det måske barfodet over høje bjerge og dybe moser. Mens ruten gentages, erkendes et behov for passende fodtøj og et mere stabilt underlag etableres ved håndkraft. Des ofte rutens relation opstår, des lettere og hurtigere bliver det at færdes. Efter nogen tid bliver der måske brugt redskaber til at forbedre ruten, dyr bliver brugt som transportmidler, senere biler og endnu senere fly, der flyver langt over området i en hurtigt og direkte linie. Des hurtigere og effektivere forbindelsen er, des mindre opmærksomhed og energi kræves det at bruge ruten. De der flyver bruger måske en tusinde del af de der først vandrede barfodede. Og mens fodgængerne måtte være opmærksomme på trusler, kan flypassageren se den seneste blockbuster og nyde en kølig drink. Mens det bliver mere og mere almindeligt at flyve, opdager nogen måske at dette dog kan have fremtidige konsekvenser. Hvad end det handler om miljøpolitik, økonomi eller andet og uanset hvor mange beviser der er for des ulemper, er fly blevet så integrerede en del af transportsystemet, at det er svært at skille sig af med. Måske er det fordi der ikke er andre kendte systemer som er lige så effektive eller fordi det er blevet så behagelig en funktion, at der er stor modstand til at forandre det. Nogle kæmper måske for at bevare flyvning, andre for at nedlægge det.

I det bedste af tilfælde opfyldes den spåede konsekvens aldrig. Men i de fleste har vi en anelse om problemet, men venter med at tage det seriøst før det er for sent – hvilket oftes forsager en krise. Uanset hvad kan et system (eller metafor) blive så integreret, at det kræver meget at forandre (Kuhn, 1996).

Dette scenarie er metaforisk med formidling og overførelsen af viden – både for dens fordele og begrænsninger. Hvad nogen har erfaret kan andre tage gavn af. Samtidig er det med til at integrere, reproducere, forbedre og eventuelt forandre forældede idéer.

Nietzsche mener også at metaforer spiller en central rolle for hvordan vi skaber mening. Han taler om metafor som udgangspunkt for vores egen opfattelse af sandhed og at vores opfattelse af sandhed består af konstant foranderlige metaforiske perspektiv. Samtidigt som vi rør, ser, hører og på anden måde oplever, forandres også tankeprocesser og dermed metaforenes fundament og som konsekvens vores forståelse af hvad der er sandt, eller mere præcist, hvordan noget er sandt. Når vi bruger, former og genskaber metaforer, frembringes der ny konceptuel mening (cantor, 1982, side 71-88). I forlængelse taler Riceour om metafor som levende, i bemærkelsen at de reproducerer sig selv gennem deres foranderlige mening, påvirkningen af nye omgivelser og unægtelige tilstedeværelse. Deraf det levende (Ricæur, 1978).

Postmodernisten Derrida (1982) taler om dekonstruktion og metafor som en besværlig vej mellem tabt mening samt genoptagelsen og skabelsen af mening. Han skriver:

”The philosophical evaluation of metaphor has always been ambiguous: metaphor is dangerous and freign as concerns intuition (vision or contact), concept (the grasping or proper presence of the signified), and consciousness (proximity or self-presence); but it is in complicity wiht what it endangers, is necessary to it in the extent to which the de-tour is a re-turn guided by the function of resemblance (mimesis or homoiosis), under the law of the same”.

Der findes som nævnt enorme mængder metaforteori. Majoriteten og de mest alment kendte af disse diskussioner forholder sig til konkrete fænomener fra eksempelvis litteratur og kunst. Men der findes også et voksende antal seriøse diskussioner om metafor som en måde at tænke på. Det vil sige som enkognitiv formåen. Dette betyder dog ikke at sådanne teorier er forbeholdt kognitionsteoretikere. Filologer og lingvister er af afgørende betydningen for udviklingen af sådanne teorier, da de forudsætter en sproglig struktur til en funktionel kognitiv metaforteori. Nietzsche, Riceour og Derrida [fodnote 15] er tydelige forgængere som beskæftigede sig med dette emne, mens Lakoff er godt eksempel på en lingvist af senere generation, der er er fortsat hele vejen ind i neurovidenskaben. Som det senere vil fremstå er Lakoff, med samtidig metaforteori, blevet en vigtig ”brobyggende ingeniør” mellen videnskab om lingvistik og neurologi.

Fodnoter:

1 Eksempelvis: at en hjerne sammenlignes med en computer.

2 Læs eksempelvis http://www.oxytocin.org/oxytoc/love-science.html

3 Forskere i kognitiv neurovidenskab har ofte en anden baggrund og studiet har under dets ca 4o årige eksistens som defineret studieområde været præget bland andet af: psykologi, teoretisk computer videnskab, computionalteori, psykiatri, fysisk, filosofi, antropologi, arkitektur, lingvistik, matematik, biokemi, videnskab om kunstig intelligens og selvfølgelig neurovidenskab og kognitionsvidenskab.Idag findes der dog uddannelser i kognitiv neurovidenskab.

4 Dette er en populær parafrase som kommer fra Donald Hebb’s 1949 bog The organization of behavior. Den originale tekst er: ”When an axon of cell A is near enough to excite cell B and repeatedly or persistently takes part in firing it, some growth process or metabolic change takes place in one or both cells such that A’s efficiency, as one of the cells firing B, is increased.”

5 En metafor behøver dog ikke struktureres: (A) : (B), men kan ligeså vel være (B) : (A), eksempelvis: foden (B) af bjerget (A). Det er som sådan ikke rækkefølgen der er af primær betydelse, men tolkningen af deres relation (target og source domain).

6 Forlænged metafor har en umiddelbar mening, men muliggør videre association. Eksempel: ” All the world’s a stage, and all the men and women merely players; They have their exits and their entrances; And one man in his time plays many parts, His acts being seven ages. At first the infant, mewling and puking in the nurse’s arms… – ‘As You Like It’ – William Shakespeare.

7 Ordets forrige mening er forandret [død] og ændret til en ny generel mening, eks: solen står op; computermus; tidens gang; højt humør; hjertet sad mig i halsen. Død metafor er en metafor hvis forrige mening har tabt sin metaforiske tydelighed og blevet generel. De har fået en konventionel mening som adskiller sig fra den originale og forstås nu i sig selv uden behov for kendskab til forrige metaforisk forståelse. En død metafor er en metafor som ikke længere opfattes som en metafor. Videre gøres der så distinktion mellem metaforer hvis tidligere opfattelse er generel ubevidst og metaforer hvis tidligere opfattelse er generelt bevidst, men bruges generelt som en del af et dagligsprog. Som rekommanderet læsning giver R.W. Gibbs og Max Black elaborerende analyser af død metafor.

8 En metafor som bruger to forskellige metaforer og relaterer dem i samme sætning er en mixed metafor Eksempel: “We are the eyelids of defeated caves.” (Shipley, 197).

9 En gemt metafor fortæller ikke, hvilket objekt, der præcis hentydes til. “Ytringsfriheden presses til det yderste” kræver, at vi kan forestille os noget mere, eksempelvis ”den yderste grænse”.

10 ANDRZEJ PAWELEC, (2006), THE DEATH OF METAPHOR, Studia Linguistica, Instytut Filologii Angielskiej, Universitatis Iagellonicae Cracoviensi, side 123

11 Donald Davidson, 1978, What metaphors mean, Critical Inquiry, 5 (1978): 31-47; gentrykt i On Metaphor (ed.) Sheldon Sacks., University of Chicago Press, side 29-46

12 George Lakoff, 1993, the contemporary theory if metaphor, udgivet i Metaphor and Thought: second edition, et al Andrew Ortony, Cambrridge University Press, side 202

13 Eksempelvis ”mennesket er en maskine”.

14 To eksempler med forskellige struktur kunne være: Julie er som solen og solen er som julie. Eller: hunden er for katten, hvad katten er for musen, hvad musen er for osten.

15 Der er givetvis mange flere, men som nævn tidligere, er disse bland de mest betydningsrige for denne sammenhæng.