Neural sprogteori

 

Kan neurovidenskab forklare denmådevi tænker og forstår? Enligt neurolingvisten Lakoff og computationalteoretikeren Feldman, så kan det. Neural sprogteori undersøger relationen mellem neurologi og sprog. I From Molecule to Metaphor: A neural theory of Language (2006), teoretiserer Jerome Feldman over sprogets relation til kroppen og neuroners aktivitet. Hvordan en konkret handling, eller oplevelsen af en handling er forbundet med sprog, er fokuspunktet for det følgende. I forlængelse vil det give forståelse for hvorfor og hvordan sprog (og metafor) påvirker vores liv implicit men dog direkte.

De afgørende neurologiske kredsløb som aktiveres ved en handling, er oftest de samme som er aktive blot ved at tænke på handlingen (altså også selv om den ikke udføres). Hvis et individ ingen erfaring og forestillingsevne har af ”at gribe efter en bold”, giver den udtrykte sætning heller ikke mening og heller ingen neurologisk aktivitet (udover den basale stimuli lyd og separate ord eventuelt gør). Når du nu læser dette og forestiller dig at du sparker til en bold, så er majoriteten af de samme neuroner aktive i din hjerne som hvis du faktisk sparkede til en bold (Feldman, 2006); og mere præcist, primært den del af din hjerne som organiserer dine motoriske handlinger.

Sprog – inklusivt tanker – har på den måde betydning ikke kun for kommunikation mellem individer, men også for den enkeltes måde at være, opleve og gøre. Sprog giver os en særlig oplevelse af at være til stede i verden: det påvirker vores måde at bruge og interagere kropsligt, ligesom det fysisk påvirker og manifesteres i vores krop fysisk (eksempelvis neurologiske netværk).

Relationen mellem neurologiske processer og sprog er dog endnu i dag et ungt studie, som trods mange attraktive og umiddelbart logiske teorier, stadig bør agtes med spekulation. Ligesom bevidsthedsdiskursen, er sprog blevet emne for mange studier via kognitiv neurovidenskab, hvorved ny forståelse (hvad det er og hvordan det fungerer) om sprog skabes.

Denne ”ny” forståelse implicerer ofte en nøgtern opfatning om at sprog (og bevidsthed) bør og kan forklares med neurovidenskab. Reduktionistiske idéer – at noget kan forklares udelukkende via observation af fysiske entiteter – er der mange af, særligt om bevidsthed men ligeledes om sprog [fodnote 27]. Det virker dog farligt at tage den rute, da den oftest antyder et hierarkisk perspektiv med naturvidenskaben som styrende. Problemet med denne opfattelse kan forsvares ved ideen om at sproget ikke enkeltrettet opstår fra neurologiske strukturer, men at sprog også påvirker neurologiske strukturer. Idéen om at hjernen er hard wired – at eksempelvis syn, hukommelse eller følelser følger en universel regel eller er placerede i hjernen ved en speciel lokation – er mere eller mindre forældet. Beviser for hjernens plasticitet – formåen at gro og anpasse sig efter behov, gennem hele livet – antyder denne dynamik, som gør det svært også at give statiske teorier. I stedet bør forskere lave holdbare teorier, ved at gøre dem fleksible for konceptuel forandring. Dette insinuerer tydeligvis behovet for filosofi.

Jeg påpeger dette, fordi det er vigtigt at bevare kritik selv i naturvidenskabelige sammenhæng, som oftes forstås som noget fast; noget med en objektiv virkelighed; noget som altid har eksisteret og ikke kan disputeres. Mens det der studeres muligvis altid har eksisteret, har vores forståelse og sprog om det ikke altid eksisteret. Finn Olesen og Jonas Kroustrup [fodnote 28] diskuterer idéerne præsenteret i bogenLaboratory Life: The Social Construction of Scientific Facts fra 1979, af den franske antropolog og filosof Bruno Latour og den engelske sociolog Steve Wooglar. Bogen udgør det første etnografiske studie af laboratoriearbejde og diskuterer hvordan den sociale hverdag og det naturvidenskablige miljø påvirker hinanden. Kontroversielt argumenterer de at det naturvidenskabelige miljø – ligesom andre menneskelige miljøer – og produkter er resultatet af en kompleks struktur af foregående aktiviteter. Naturvidenskab er noget vi har skabt. Det er ikke noget der altid har eksisteret.

”Latour og Wooglar hævder, at virkeligheden ikke kan bruges til at begrunde, hvordan en sproglig dom […] bliver til en kendsgerning om naturen. Synspunktet er i stedet, at det først er efter, at en dom er blevet til en kendsgerning, at den virkelighed, som dommen udtaler sig om, opstår” (Bruun Jensen & Olesen, 2007).

Det er just her, i mødet med det som er og vores analyse af det, at meningen om noget skabes. På samme måde er idéen om metafor selvfølgelig også forudsat af en historie af sprog, oplevelser og idéer. Uden det var der heller ingen metafor.

”I processen er fortiden så at sige blevet vendt på hovedet, og nu fremstår det, som om objektet […] har været der hele tiden, tålmodigt ventende på at blive opdaget. Det er de to forfatteres [Latour & Wooglar] opfattelse, at der er kendsgerninger i verden, men de er historiske produkter af sociotekniske processer. […] fakta er noget, der er blevet til, og de har således en tilblivelseshistorie.” (ibid, side 67).

Idéen om noget eksisterer kun når du tænker, gør og lever efter det. Inden vi vender tilbage til Feldman, deler Latour og Woogler en værdigfuld refleksion:

”Et faktum er udledt af roden facare, factum (at lave eller at gøre). På den anden side anses et faktum for at referere til en objektiv set selvstændigt eksisterende entitet, som takket være sin ‘derude-hed’ ikke kan modificeres efter forgodtbefindende og ikke er modtagelig for forandring under nogen omstændigheder” (Latour & Wooglar, 1986)

Bland de første til at give elaborerende teorier for relationen mellem sproglige strukturerer og nerologisk aktivitet som er baseret på laboratorieforskning er Jerome Feldman. Hans teorier giver inspirerende idéer til at via naturvidenskab forstå sprog. Vi bør dog huske, med tanke på Latour og Woogler, at blot fordi der argumenteres via naturvidenskab, er det ikke ensbetydende med endegyldige sandheder.

Feldman sammenligner og forklarer sproglig struktur med den neurologiske process han kalderudførelses skemaer. Disse skemaer er netværk af multiple noder [grupper af neuroner]. Noderne består, enligt Feldman, af en rolle/funktion og fyldning/værdi – hvilket er meget lig metaforstrukturen af target domain og source domain – det vil sige at der er noget som eksisterer (target)og sompålægges mening (source). Jo oftere en node bruges og relateres til, des hurtigere og lettere er den tilgængelig for videre forbindelser – neurons that fire together, wire together. På samme måde bliver de, når noder relateres til hinanden, tættere forbundet og ved tilstrækkelig gentagelse former de ennode. Neuron noder er på den måde meget lig den sproglige struktur af koncept: forskellige entiteter sammenlænkes for at skabe en samlet helhed. For at bevare en visuel forståelse, er det dog ikke sådan at de separate neuroner vokser sammen og bliver uadskillelige. Ligesom at ordene der var med til at skabe et koncept, stadig eksisterer selvstændigt, er en node heller ikke uadskillelig. Det er dog let at forestille sig at tilpas megen gentagelse eller integration gør det svært at skille dem ad, hvad enten det er koncept eller node.

Ligesom vi oftes nøjes med at bruge ordet der repræsenterer et koncept, uden at tænke særligt over de tilhørende ord, mener Feldman og Lakoff at, vi typisk kun er bevidst om enkle elementer i ”udførelsesskemaet”. Feldman kalder dem ”udløsningsnoder”, fordi de aktiverer en kædereaktion for hele systemet. Lakoff kalder det gestalt node og forklarer:

 

”The gestalt node acts like a traffic cop, directing activation within the circuit and directing activation into and out of the circuit. This allows the gestalt node to form a computational “unit” out of the larger circuit that it is part of; e.g., a “unit” like a frame, an event sequence, a metaphor, etc. Though all the neurons in the brain are ultimately linked to all other neurons by some pathways or other, or by many pathways, that does not mean that everything activates everything else. The existence of such traffic cop circuits allows the circuitry of the brain to do a vast number of special jobs” (Lakoff, 2009).

 

Hvad angår metafor, forklarer Feldman (2006) at neural aktivitet ligner den struktur vi kender fra metaforteori. Aktivitet i et neuralt område bruges til at forstå et andet – what fires together, wires together. For eksempel lænkes hilsen [target domain] med varme, hvor varme konceptualiseres med affektion [fodnote 29], for at give mening til metaforen en varm hilsen. Noden varme er affektion, vil enligt neural sprogteori, være gestalt node, for at kunne forstå en varm hilsen. Hvis et individ ikke kan forstå konceptet varme er affektion, kan individet heller ikke forstå det metaforiske koncept en varm hilsen, men vil måske nærmere være bange for at blive brændt.Det vil i hvert fald ikke blive associeret med affektion.

 

 

Fodnoter

 

27 Tænk igen på hvordan kærlighed bliver forklaret med hormonet oxytocin.

 

28 Finn Olesen er ph.d., lektor ved Institut for informations og medievidenskab, Aarhus Universitet. Jonas Kroustrup er cand. mag., konsulent ved Teknologisk Institut.

 

29 En sådan varme er affektion kræver i sig selv neurologisk binding, af tilpas mange oplevelser af et affektivt tidspunkt hvor fysisk varme også er tilstede.