Metafor og kognitiv neurovidenskab

 

Som nævnt tidligere findes der i dag ikke nogen alment accepteret videnskabelig forklaring for ”bevidsthed” og forskere er derfor tvunget til at tydligt forklare deres valg og brug af en bevidsthedsdefinition. Selv ved de tilfælde da neurovidenskab synes at give logiske og omfattende forklaringer af hjernen, opstår der konflikt når teorierne sammenflettes med idéer om ”bevidsthed”.Det kan være svært at overskue forandringen når vi står midt i den. Men vi er nød til at tage stilling til denne konflikt. Enten må brugen af begrebet ske mere konsekvent, eller så skal der være større fokus på diskussioner om begrebet, end generelt brug (særligt i naturvidenskab) uden nogen tydelig definition. Faren, som måske allerede er sket, er at bevidsthedbliver ”blackboxed”, som Latour (1999) definerer:

 

”the way scientific and technical work is made invisible by its own success. When a machine runs efficintly, when a matter of fact is settled, one need focus only on its inputs and outputs and not on its internal complexity. Thus, paradoxically, the more science and technology succeed, the more opaque and obscure they become."

 

Neurovidenskab bruger i øgende grad bevidsthed i deres forskning, på trods af begrebets kontroversielle kompleksitet. Og der er flere populære neurovidenskablige forskere, eller mere præcist makroaktører [fodnote 30], der er potentielle for at ”blackboxe” bevidsthed til fordel for naturvidenskab.

”En blackbox indeholder de ting, det ikke længere er nødvendigt at overveje. Det vil sige de ting, hvis virkning vi tager for givet, og hvis indhold vi derfor ikke behøver beskæftige os med. Så jo flere ting en aktør kan placere i blackboxe, f.eks. tankebaner, vaner, kræfter og genstande, jo større konstruktion kan han bygge” (Lauritsen & Olesen, 2007).

Denne idé er analogt med idéen om neurologiske netværk: at der ud over en udløsende eller gestalt node, er en mængde af andre noder som påvirker helheden, men sjælendt er i fokus. På samme måde består en konceptuel metafor ikke af et selvstændigt begreb eller sætning, men derimod af en mængde begreber og oplevelser der forudsætter den konceptuelle metafor. Dette er funktionelt fordi det tillader at automatisere en masse handlinger effektivt. Problemet opstår dog når det bliver så indviklet i et system, at det er svært at forstå dets oprindelse eller forandre brugen af det.

”En blackbox er dog aldrig permanent tillukket, men makroaktøren handler, som om den er hermetisk lukket for tid og evighed. Derved reduceres de komplikationer, som han ikke har gavn af at diskuter, og i stedet opstår ‘selvfølgeligheder’. Hvis processen lykkes, har makroaktøren opnået en forsimpling af verden, som ingen sætter spørgsmålstegn ved, og han kan derfor vokse sig endnu større” (Lauritsen & Olesen, 2007).

Transaktionen mellem magt, paradigmer eller dominerende opfatninger er ikke noget ukendt fænomen. Trods det synes sådan forandring dog stadig til dags dato volde problemer. Hvis ”bevidsthed”bliver blackboxed for tidligt, kan det muligvis volde store problemer for fremtide diskussioner.

 

Nærværet af metafor

Mens Lakoff & Johnson påpeger at metafor er uundgåeligt i vores daglige liv, giver John Daugman (1988) en redegørelse af metafor om bevidsthed og hjernen. ”The adoptation of new metaphors is said to be the signature of transition between paradigms.” Han konstaterer at studier om bevidsthed og hjernen, er tydeligt præget af metafor, oftest i relation til samtidens teknologiske forståelse og udvikling.

 

”Theorizing about brain and mind has been especially susceptible to sporadic reformulation in terms of the technological experience of the day. For example, the water technology of antiquity (fountains, pumps, water clocks) underlies (see Vartanian 1973) the Greek pneumatic concept of the soul (pneuma) and the Roman physician Galen’s theory of the four humours; the clockwork mechanisms proliferating during the Enlightenment are tickning with seminal influence inside La Mettrie’s L’homme machine (1748); Victorian presurized steam engines and hydralic machines are churning underneath Freud’s hydraulic construction of the unconscious and its libidinal economy; the arrival of the telegraph network provided Helmholtz with his basic neural metaphor, as did reverberating relay circuits and solenoids for Hebb’s theory of memory; and so on. In this historical framework, surely it would be folly for us to regard the recent computer bewitchment of theoretical work in psychology and neuroscience as an entirely different kind of breakthrough in the history of ideas. More than folly, it would constitute a “Whiggism”: the tendency to view the past history of our subject as the stumbling progression toward its inevitable culmination in today’s understanding that the brain turns out to be a computer” (Daugman, 1988).

 

Når vi i sådan relation diskuterer hjernen og bevidsthed via kognitiv neurovidenskab, er det tydeligt at se udviklingen. Det går hurtigt. Mulighederne for neurovidenskabelig forskning accelererer kontinuerligt. Som pioneer for neural sprogteori konstaterer Lakoff (2009) at ”the neural revolution is changing our understanding of the brain and the mind in radical ways, and that is no less true in the theory of metaphor.” Teorier om eksponentiel udvikling er ikke begrænsede til computerteknologi, men har medfølgende konsekvenser for hvordan sprog og forskningsområder (og dermed samfundsvilkår) vokser og påvirkes af ny viden. Teknologi er på mange måder en fundamental del af det globale samfund, hvorfor øgende resurser (til at konstruere og distribuere) og nye redskaber giver nye muligheder [fodnote 31]. Og i takt med eksponentiel udvikling stiger antallet og brugen af metafor om hjerne og bevidsthed. ”Perhaps no where else in the history of ideas has there been a more striking pattern of reliance on metaphors than in the history of reflection about the brain and the causes of behavior, and about the enigmatic relationship among brain, mental life and personhood” (Daugman, 1988). Som mennekser har vi behov for at skabe forståelse og mening når vi møder noget nyt; og dette gør vi særligt godt med sprog. Allerbedst gør vi det via metafor fordi det tillader en transaktion uden kritiske forandringer, da metaforens natur just er at præsentere det nye med noget gammelt, det fremmede med noget bekendt, det udfordrende med noget trygt.

En af de største udfordringer er videnskabensparadigmets tendens at opfatte ”objektivitet” på en uhensigtsmæssigt måde. Populærvidenskaben hentyder ofte – eller i det mindste majoriten af des modtagere – at dette er sandhed. Den der bruger sådan retorik er muligvis bevidst om ”sandhedens” foranderlighed, men det er sjælendt sådan en almen modtager opfatter det – hvilket just er retorikkens funktion. Hvad vi sjælendt erkender er at sandhed ikke er statisk, men nærmere et kontinuerligt forholdsbegreb til det vi nu tror og ved. Sandhed er kun sand for den diskurs den defineres af eller i. Når vi sidder fast med et problem synes det derfor oftest mere fornuftigt at stille nye spørgsmål, end at fortsætte med gamle [fodnote 32]. Hvis du bliver ved med at ramme den samme blindgyde, bør du måske overveje en ny metode, eller endnu bedre trække dig tilbage samtidigt med at du analyserer din strategi. Her er det værd at tænke over parafraseringen af Einstein som udtrykke at den samme tankestruktur der skabte problemet, ikke kan løse problemet

Metafor tillader transformationen af at forstå et problem fra et nyt perspektiv, som kan tillade løsninger at opstå – uden at direkte ødelægge rådene forståelser. Med sproget som et af menneskets mest komplekse videnskaber, er det også vores største fordel og begrænsning. Den made hvorpå vi taler om et problem, udgør strukturen for en mulig forståelse.

”One of the edifying if uncomfortable lessons to be learned from history of brain metaphors presents itself whenever we feel astonished by how inappropriate the categories and metaphors of past eras seem to be: when we marvel at the possibility that anyone could ever have thought that. At such times we must try to imagine the amused reception that our own are likely to receive from the intellectual historians of the future” (Daugman, 1988).

I kognitiv neurovidenskab er der et tydeligt ønske om at definere bevidsthed. Men vi lader til at bagbinde os selv når vi forsøger at naturvidenskabeligt definere bevidsthed som en fysisk entitet, ligesom vi har defineret syn, hørelse, smag, følelse, m.m. og ligesom nogle forsøger at forklarekærlighed. Da vi tydeligvis står midt i en transaktion af bevidsthedsdefinitioner synes det oplagt at afprøve og tillade nye metaforer. For mens konventionelle metaforer kan begrænse vores udvikling, kan nye metaforer muliggøre udvikling.

 

Metafor i kognitiv neurovidenskab

Goschler (2007) identificerer fire hyppige kategorier af metafortyper i samtidig kognitiv neurovidenskab: reifikation, orientering, personifikation og teknologi. Se bilag 1 for grafisk oversigt.

Abstraktioner som ”information” og ”tanker” diskuteres som konkrete [reifikation] ting og interagerer ofte med orientering, f.eks. som bevægelse fra et område til et andet. Eksempelvis at informationen lagres; at signaler ankommer eller bevæger sig; eller at der er genveje til hukommelse [fodnote 33].

Personifikation er også meget hyppige i kognitiv neurovidenskab. Her diskuteres koncepter som normalt bruges om og mellem mennesker, eksempelvis som om ”hjerne” og ”bevidsthed” var separate entiteter, hvor bevidsthed oftere repræsenterer personens ”jeg” og hvor hjernen – uafhængigt af ”jeg”, men ikke omvendt – repræsenterer noget mere mekanisk og ”håndgribelgit”, dog med egen vilje eller intentionalitet [fodnote 34].

De konceptuelle forhold mellem person, menneske og hjerne kombineres metaforisk. Konceptuel metaforik som dette lader til at dominere typiske samtidsforståelser i emnet, og forstås sjælendt som ”metaforisk” men som de facto. Goschler (2007) skriver at ”if everything a person knows, wants, thinks, remembers, and does is located in her/his brain, then it becomes likely that the person is in fact her/his brain, and nothing else. The body seems to be a mere container for the brain who is the person.” Dette er et meget almindeligt udgangspunkt i neurovidenskab og ligger grunden til en sproglig diskurs som konsekvent styrer forståelsen og udviklingen af studiet. Goschler fortsætter og konstaterer at ”the reason why the confusion of ‘brain’ and ‘person’ came to exist in the first place lies in the conceptualization of the brain as an acting person – the personification of the brain which is not only frequent in language, but apparently also a conceptual matter.”

I dag er hjernen som en computer en relativt accepteret metafor og bruges i stor udstrækning. Men når det kommer til bevidsthed – som af samtidens naturvidenskab ikke lader til at kunne forstås separat fra hjernen – opstår der store problemer. Men computerkonceptet er som sagt, ikke mindre brugt af den grund. Computeren præsenterer en kompleks men tydelig og håndgribeligt genkendelig systemstruktur, som kan sammenlignes med en hjerne. Der er tale om hardware (det konkrete) ogsoftware (det abstrakte). Der tales om hukommelse som lagres i hjernen, i et specielt område ligesom på en hard-disk sammen med funktioner hvis processer forklares som et program. Og ikke mindst bruges (orientering) kredsløb [curcuits] og (reifikaion) ledninger [wire] som aktive rørlige forbindelser i hjernen. Det teknologiske koncept dominerer utvivlsomt diskussioner, teorier og forståelser om hjernen i dag, ligesom den har gjort en stor del af den vesterlandske videnskabshistorie (Daugman, 1988).

Når vi applicerer ”bevidsthed”til det teknologiske koncept opstår der dog ofte problemer. Et typisk eksempel i denne sammenhæng er tankeeksperimentet om ”det kinesiske rum” af John Searle (1984) [fodnote 35]. Eksempelets pointe fremhæver det problem at vores forståelse af ”bevidsthed” i sin grundlæggende natur er modstridende konceptet for computer; altså at en computer skulle have en egen personlig intention. Searle mener at en computer kun behandler inputs via forprogrammerede instruktioner og derfor ikke tænker eller er selvbevidst [fodnote 36]. Dette argument er meget kontroversielt og har været diskuteret i mange formationer. Problemet med computermetaforen er derved at, hvis vi er vores hjerne og udelukkende består af fysiologiske mekanismer mulige at manipuleres med og forklares naturvidenskabeligt, så fratages vi sandsynligvis også følelsen af vores personlighed eller fri vilje – hjernen styrer dig, ikke omvendt! Computerstrukturen som den generelt forstås i dag, kan derved udgøre et problem for at integrere vores ide om ”bevidsthed” som ofte indebærer en følelse af ”selv”, ”personlighed” og ”fri vilje”.

Uanset hvad vi vælger at tro, er det tydeligt at computerkonceptet har stor indflydelse på samtidige diskussioner og forståelse af hjerne og bevidsthed.

Fordele og ulemper ved brugen af metafor i Kognitiv neurovidenskab

En generel antagelse fra kognitiv metaforteori er at tanker ligesom sprog er metaforisk struktureret, hvorfor videnskab (som uafhængigt af sprog) konsekvent også må være det. Kognitiv metaforteori antager også at metaforisk strukturering er grundlagt på erfaringer. Den måde vi perceptuelt oplever verden, er dermed fundamentale for lingvistisk struktur. Samtidigt forudsætter disse sproglige forhold vores tilgang til verden. Den måde vi strukturerer sprog er altså afhængig af vores oplevelse af verden, parallelt med at sproget påvirker vores oplevelse af verden. Gentner & Gentner har vist hvordan brugen af metafor i videnskabelig undervisning kan influere en studerenes måde at forstå og frem for alt løse problemer (Genter & Gentner 1983). På same måde drager Goschler den logiske sats at brugen af metafor har konsekvenser for udviklingen og brugen af en teori. Brugen af metafor strukturerer en forståelsesramme hvori en teori kan udvikles og bruges. Kuhn argumenterer i the structure of scientific revolutions (1967/1996 3.ed.) at metafor (lige som de skaber muligheder) kan begrænse udviklingen af videnskab – hvilket minder om Einsteins parafraserede citat at den samme tankestruktur der skabte problemet, ikke kan løse problemet. Metafor er præget af det paradoksale, at metafor kan udvikle vores måde at tænke og forstå, men samtidigt også begrænse vore måde at nå sådan udvikling af tanker og forståelse. Sprog og metaforer kan som sådan skabe en ideologisk blindgyde, hvor den eneste måde at komme fri, er at slå væggen ned eller vende om [fodnote 37]. Den diskursive ramme er en begrænsning, indtil vi forstår dens struktur.

Den mest komplekse udfordring for at løse videnskabelige problemer, synes der enligt ovenforstående logik at begynde med sproget. Blot den simple handling at opfinde et instrument, eller at sortere information er afhængig af et struktureret sproglig forståelse (Lauritsen & Olesen). Uden sprog kan vi ikke formidle eller kommunikere videnskabelige idéer – eller noget som helst. Udfordringen er heller ikke begrænset til litterært eller verbalt sprog, men til kommunikationsudtryk som for eksempel visuelle gestaltninger. Sådanne visuelle gestaltninger (forestil billedet af en DNA-kæde, eller den visuelle repræsentation af et H2O) er aldrig direkte objektive gengivelser, men konstruerede repræsentationer med farver og former, som sjælendt er identiske med ”virkeligheden” – hvorfor de som sådan bliver ”overførte” og metaforiske.

Konceptuel metafor er forudsætningen for formidlingen eller diskussionen af sådant som ikke er direkte tilgængeligt for os. Selve den videnskabelige forskning kan i sig selv være direkte – eller så direkte det er muligt – men så snart undersøgelsen formidles fra den der oplever ”direkte” [fodnote 38] til en ”indirekte” modtager [fodnote 39], opstår der en repræsentation; og dermed en indirekte oplevelse. Der sker her en transaktion mellem forskellige individer, som kræver en særlig formidlingsform. Hvis konceptuel metafor er fundamentale i vores strukturering af at forstå verden, så må konceptuel metafor ligeledes være uundgåelig i videnskabelige formidling [fodnote 40].

Denne ide gør det tydeligt hvor grundlæggende og afgørende konceptuel metafor er for formidlingen af kognitiv neurovidenskab. Vores egen hjerne og dens processer er (endnu) ikke [fodnote 41] direktetilgængelig, for vores egen oplevelse og erfaring. Som allermest direkte er de i dag tilgængelige via måleredskaber, som eksempelvis bliver repræsenteret på en skærm eller anden form forrepræsentation. Neuroanatomiske repræsentationer bliver dog mere og mere præcise (BLUE BRAIN PROJECT – og Connectome [fodnote 42]), men de vil længe være fortsat indirekte ved videnskabelige diskussioner og præsentationer. Mens den direkte oplevelse af en hjerne bliver mere tilgængelig og tydelig, er bevidsthed dog fortsat et abstrakt fænomen. En mere direkte – end den introperspektive – oplevelse af bevidsthed fremstår svær, at nå os inden for dette videnskabsparadigme (Chalmers, 2006). I det hele taget er der en stor konflikt ved separationen af bevidsthed og hjerne.

 

 

 

Fodnoter

 

 

30 Makroaktør er dem der, enligt Latour og Woogler, har mest magt i et system.

 

31 For mere om idéen om eksponentiel udvikling, rekommenderes Ray Kurzweil, eksempelvis: http://www.kurzweilai.net/the-law-of-accelerating-returns

 

32 Tænk eksempelvis på de neurale ”udførelsesskemaer” hvor forskellige neuroner skaber noder og flere noder kan skabe en fællesnode, sådan at 

der er hurtigere og effektivere forbindelse; teorien om koncept som en samlet forståelse med mange tilhørende begreber; eller ruten der først blev vandret barfodet og senere stillesiddende i et fly. Alle disse har til fælles det samme som ”sandhedsforståelse”, at der er megen viden og kundskab som automatiseres og derved tillader en effektivisering som kan være til stor fordel. Dette resulterer dog også ofte i, at få er bevidste om de underliggende mekanismer, årsager eller detaljer som driver systemet; helheden. Som sådan kan vi også snakke om det vi kender og forstår som det explicitte – det tydelige 

og ”udfoldede” – og det vi ikke umiddelbart kender og kan forstår som det implicitte – det ”indviklede” og utydelige.

 

33 Det kan diskuteres hvorvidt disse reifikationer er metaforiske eller faktiske objekter. Det er dog klart at videnskaben endnu ikke i dag – enligt hvad jeg kan finde af information – kan sparere f.eks. ”information” eller ”minde” fra hinanden som konkrete partikler, eller observere dem som isolerede objekter der bevæger sig helt bestemt. Så selv om disse fænomener muligvis i fremtiden vil kunne isoleres og forstås separat som konkrete objekter, er det ikke muligt i dag, hvorfor de i vores struktur af virkelighed er metaforiske.

 

34 En typisk udtalelse kunne værende noget lignende ”din hjerne snyder dig”.

 

35 Searles tankeeksperimentet kan findes her:http://host.uniroma3.it/progetti/kant/field/searle_r.html

Og for en moderne opfølgning af Searle kan denne efterfølgende læses:http://www.cis.umassd.edu/~ivalova/Spring09/cis412/Papers/PROBCONS.PDF

 

36 Dette er en diskussion for sig selv, men kort sagt mener Searle dog ikke – som han ofte er misforstået for – at bevidsthed ikke kan skabes, men nærmere at den fysiske struktur som computer i dag er kendt for at bestå af, ikke kan skabe bevidsthed. I stedet er en speciel kompleks biokemisk og organisk konstruktion nødvendig. http://www.youtube.com/watch?v=KFiQX1qKjgQ

 

37 Dette er egentlig et godt eksempel, hvor jeg intuitivt forestiller mig to muligheder med ”blindgyden”. Når vi tænker efter er der dog uendeligt mange muligheder i mødet med blindgyden,. Det er virkelig kun din fantasi der sætter grænsen, eller mere præcis dit sprog og din metaforiske formåen.

 

38 Eksempelvis forskeren der holder en hjerne mellem sine hænder.

 

39 Eksempelvis den mundtlige forklaring eller fremstillingen af visuelle billeder.

 

40 Tænk eksempelvis på noget så grundlæggende som matematik som med ”skalaer” er grundlaget for ”målbarhed”. Tallene er ”stigende” og ”faldende”, de går op og ned. Lakoffs, 2009, The Neural Theory of metaphor forklarer dette grundlæggende. For mere elaboreret forståelse rekommenderes: Lakoff, G., & Núnez, R., 2000, Where Mathematics Comes From, Basic Books, New York.

 

41 I hvert fald ikke per august måned år 2012

 

42 Læs mere: http://www.bluebrain.epfl.ch og Oplev Sebastian Seungs TED TALK fra 2010:http://www.ted.com/talks/sebastian_seung.html